SÆSON 2021

27. marts 2021 - 24. oktober 2021


170 års Vadehavskunst på Fanø

170 års Vadehavskunst på Fanø

 

På Fanø har billedkunstnere - enkeltvis og i grupper - gennem generationer beriget øen

med deres kunst. Deres værker er blevet skabt i et samspil med øen i ca. 170 år.

Museets faste samling har billeder lige fra marinemalere som C.F. Sørensen og Viggo

Fauerholt til værker af nulevende kunstnere bosiddende på Fanø


Udstillingens billeder er delt op i følgende temaer


Skibsbilleder

Fascination af naturen

Kulturliv/ folkeliv

Turisme/ badeliv

27. marts 2021 – 20. juni 2021


Ad Sandede Stier


Margit Enggaard Poulsen

Ad Sandede Stier


Forårets udstilling i den ”nye” museums-bygning bliver Margit Enggaard Poulsens: ”Ad sandede stier”. Det er værker som Margit har lavet specielt til udstillingen. Margit præsenterer sit arbejde nedenfor:


”I hele mit liv har jeg gået daglige, lange ture. Det er blevet en nødvendighed, en uudtømmelig kilde til inspiration og en adspredelse for atelierensomheden. Jeg bliver inspireret af, hvad jeg sanser og oplever: farverne, formerne, lyset...

    Jeg går ad sandede stier, som er allevegne på vores skønne ø. Stierne skærer sig igennem landskaberne som lysende spor. Det er landskabet, jeg er optaget af. Det være sig ved Sønderho, på Heden, i Plantagen, i de store klitområder nordvest for Nordby eller på stranden. Jeg er vild med de store vidder og rolige flader, som er en kontrast til „uroen“ i den nære natur, og hvor øjet kan strække ud. Ofte er der glimt af land i det fjerne: Ribeegnen, Halen, Mandø, Rømø eller Blåvand. Alle værkerne på denne udstilling er med motiver fra Fanø, som jeg elsker, og som er min fødeø"

27. marts 2021 –

13. juni 2021


og igen fra


20. august 2021 – 24. oktober 2021


Heinrich Dohm

Heinrich Dohm


Heinrich Dohm kom til Fanø i begyndelsen af 1900-tallet, hvor han købte hus i Sønderho og malede her inspireret af naturen og kulturen. Han var en betydelig portrætmaler og blev for alvor kendt for sit billede af Kong Christian den 10. der på den hvide hest rider over grænsen ved Genforeningen i 1920. Museet har lånt mange billeder fra private, så derfor vil udstillingen især vise disse, men naturligvis sammen med nogle fra samlingen.

19. juni 2021 –

15. august 2021


”Ø” – En mageløs kunstoplevelse i børnehøjde


Anna Jacobina Jakobsen

”Ø” – En mageløs kunstoplevelse i børnehøjde


Fanø Kunstmuseum og BIBIANA Danmark præsenterer en mageløs kunstoplevelse i børnehøjde i udstillingen ”Ø” baseret på billedbogen af samme navn. I udstillingen foldes illustrationerne ud i den virkelige verden, når publikum inviteres ind i fortællingen om et magisk venskab mellem en pige og en lille havfrue. Den sanselige og finurlige fortælling giver stof til eftertanke og inviterer til dialog med de store følelser i tilværelsen, der kommer i spil, når vi kommer hinanden nær – mennesker såvel som havfruer. Anna Jacobina Jacobsen er en prisbelønnet illustrator og forfatter, der er ud-dannet fra Danmarks Designskole, N.Y. Studio School. Med et glimt i øjet og stor omsorg for de alvorlige emner fortæller hun historier med ord og billeder, som ikke er til at slippe igen. Historier man får lyst til at digte videre på om verdener, man længes efter at besøge.

25. juni 2021 –

5. september 2021


Kvindelige kunstnere

fra Fanø Kunstmuseums samling

Kvindelige kunstnere fra Fanø Kunstmuseums samling


Fanø Kunstmuseum er heldige at have en stor samling af en række kvalitativt interessante kvindelige malere fra det 20nde århundredes begyndelse og frem til i dag. I efteråret 2020 modtog Fanø Kunstmuseum en donation fra Kirsten og Jens Simonsen på 9 billeder af Lili Ege, hvis interesse for det åbne landskab er et gennemgående tema i hendes produktion. Museet har desuden fået konserveret Anna Maria Mehrns interiørbillede fra kirken i Sønderho. Sammen med ovennævnte kunstnere vil også værker af blandt andre: Hedvig Frydensberg, Elsa Nøbbe, Annemarie Hansen, Helle Monies, Ruth Heinemann, Jette With, Birthe Ohsten, Ulla Diderichsen, Maria Louise Exner, samt museets nyindkøbte billeder af Kirsten Klein indgå i sommerens udstilling.

11. sept. 2021 –

24. oktober 2021


Silhuetter af Kvinden i vinden


Isabel Berglund

Silhuetter af Kvinden i vinden


Fanø Kunstmuseum glæder sig til at præsentere den dansk og internationalt kendte tekstilkunstner Isabel Berglund. Udstillingen og udførelsen af udstillingen vil udelukkende komme til at foregå på Fanø Kunstmuseum på grund af COVID 19. Ved bidrag fra workshopdeltagere vil værket, stille, roligt og poetisk være under forandring i løbet af udstillingsperioden.