Ruth Heinemann

29.maj –  6. september, 2020

Fanø Kunstmuseums grundlægger Ruth Heinemann var en stor støtte for sin ægtemand Reinhard Heinemann, men hvad de færreste ved, så var hun også selv en dygtig kunstner og har arbejdet inden for mange forskellige genrer: stentøj, vævning, skulpturer, billedkunst og billedvævning. I både billeder og skulpturer er det harmoniske og afbalancerede typisk, og de dæmpede  farver er harmonisk afstemt.


I sine tuschtegninger formidler Ruth Heinemann med få velvalgte streger indtrykket af det sete både fra Fanø og sin rejse til Kina i 1975.


Jan og Gitte Heinemann har været så generøse at forære Fanø Kunstmuseum en stor samling af Ruth Heinemanns værker, og på førstesalen viser museet et bredt udsnit af disse.

Vadehavet og andre landskaber

29. maj – 18. oktober, 2020

Årets store forårs- og sommerudstilling i den nye bygning er en fotokunstudstilling med fem af landets

bedste fotokunstnere fordelt over tre generationer: Kirsten Klein, Janne Klerk, Joakim Eskildsen, Mathias Svold og Ulrik Hasemann.


Kirsten Klein har sin motivverden i naturen og skildrer i stemningsfulde sort/hvide billeder naturen ved Limfjorden og Vadehavet. Janne Klerk har bl.a. i et stort værk skildret de danske kyster, og Joakim Eskildsen har skildret folkeslag og deres livsbetingelser rundt omkring i verden, og med samme indføling og nærhed skildrer han i serien ”Homeworks” sine børn i leg og i samhørighed med naturen.


Mathias Svold og Ulrik Hasemann kommer som Janne Klerk landet rundt og skildrer livet, hvor land møder vand, og mennesker møder naturen, ofte med en humoristisk vinkel. De fem fotokunstnere har i denne udstilling deres motivverden i landskabet, nærmere bestemt på Fanø, ved Vadehavet og op langs Vestkysten. Kunstnerne giver deres oplevelse og fortolkning af naturen, der omgiver os,  og giver en særlig mulighed for at opleve naturen med deres

øjne.


Udstillingen er støttet af:

Den Obelske Familiefond

Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden

Poul Johansen Fonden af 1992

Fanø Kommunes Frie Midler 

Danibo.


GÅ TIL TOPPEN / GÅ TIL FORSIDEN

Gudrun Hasle

12.9.-18.10. 2020

Billedkunstneren Gudrun Hasle udstiller udvalgte værker på førstesalen i den gamle bygning.


Gudrun Hasle har arbejdet med video, fotos, tegning og især broderi på lærred. Oftest sammen med en tekst, der insisterer på kunstnerens ordblindhed og fremviser nogle billeder, fyldt med værdiladede udsagn og stor ømhed.


GÅ TIL TOPPEN / GÅ TIL FORSIDEN