Hun tog på lange ophold i Italien og Frankrig. Om sommeren slog hun sig ned i Sønderho på Fanø og om vinteren arbejdede hun i sit atelier på Østerbro. Nogle år før sin død beskrev hun sit spændende liv, sin opvækst, sin ulykkelige kærlighed og sit liv som kunstner. Herunder følger et uddrag af bogen velvilligt gengivet med tilladelse fra udgiverne, Susanne og Niels Torben Volqvartz.

Maleren Carl Johan Forsberg og hans hustru Pia

Sommeren 1922 tog jeg rigtigt mit hus i besiddelse. Jeg nød de dejligt stærke og salte bade. Og ejendommeligt er der jo. Lige til sommeren 1937 havde jeg også maler Forsbergs, som jeg dagligt kom sammen med. Men den sommer døde Forsberg og måneder efter døde hans hustru Pia i Stockholm. Siden den tid har Sønderho ikke været det samme for mig.

Med Lotte og Elsa Nøbbe til Italien

I 1924 var jeg i 11 måneder borte fra København. Efter at have været hjemme i mit atelier og andre steder, tog jeg sammen med Lotte og Elsa Nøbbe til Italien for vinteren. Nøbberne var fra Flensborg og havde et hus i Sønderho. De havde aldrig før været rigtig udenlands og var meget naive. På hele nedrejsen havde vi fuldt af herrer udenfor kupeen, som var optagne af dem. Nøbberne smilede og lo til alle. En herre inviterede dem til at gå ud med sig i München og spise med ham. At jeg ikke skulle med var tydeligt nok. Men de reagerede ikke på det.

Elsa var ked af danselæreren, og de havde pakket om natten, og forsvandt i stilhed fra Albergo del Sol tidlig morgen. Så var min frihed forbi. De havde ikke været 2 timer i Capo di Sorrento, før de kom styrtende ind i mit værelse med rædsel i ansigtet. "Hvad er der i vejen? Sagde jeg. Jo Giovanni var kommen. Han havde opdaget, at de var rejste hertil, nu ville de bede mig gå med ned på vejen, så skulle Elsa forklare ham, at hun ikke ville gifte sig med ham. Og Lotte og jeg skulle gå bagved dem. Da der var gået en halv time, blev jeg ked af at gå der og trak mig tilbage.

Senere, da jeg kom ned i salen, sad han og døsede i en stol og Elsa stod foran ham og forsøgte at få noget drikkelse i ham. Han var besvimet, sagde hun. Folkene fra køkkenet stod i døren for at se på dette "Drama". Så gik jeg ind til signora Cacace, alias Wanda Schwarn. Hun var dansk og gift med værten "Giovanni" i Hotel Minerva. Hun sagde til mig: "Se at få ham bort, Giovanni siger, der er ingen ordentlig Italiener, der bærer sig sådan ad. Så gik jeg ind og sagde til ham, at for hotellets og for den unge dames renomme var det bedst, hvis han følte sig rask nok, at han tog hjem. Så tog han sig sammen og rejste sig, og så fulgte nøbberne ham til Sorrento Station, hvorfra han tog hjem. Elsa kunne ikke forstå hans kærlighedsbreve. Jeg måtte læse dem og oversætte dem for hende. Og tillige måtte jeg oversætte Elsas svar til ham og sende ham dem.

Lotte havde også en affære. Da vi kom til Rom. Da vi kom til Rom tog vi ind til Signora Dinesen, for at Nøbberne kunne have det lidt morsomt. Og der sad vi hver aften alene vi tre. Der kom ingen hen til os. Først den sidste aften kom først en dansk dame, og den sidste formiddag en dansk maler, Carl W. Petersen. Det viste sig at Lotte havde siddet og filmet med ham. Han skulle også til Paris og fik vores adresse.

I Paris gik Lotte trolig hver dag til Poste Restante, for at få et brev, når han kom. Endelig en dag kom han, og tog ind på vores hotel Talles. Så forsvandt de 2 ud i byen og om aftenen, når hun kom ud fra hans værelse, var hun altid meget forpjusket i hovedet. Det var let nok at se, hvad der var foregået mellem de to. Han ville have et eventyr, men hun ville giftes med ham. Han sagde alt rent ud. Til mig sagde han "Frøken vil giftes med mig til påske. Hvornår er det påske?". Jamen vil de da giftes med hende?" spurgte jeg. "Jeg ved ikke rigtigt". Jeg sagde ham når det var påske." Så kan det ikke nås". Det blev naturligvis ikke til noget. Da Nøbberne var rejste, begyndte han med mig og sagde, at han fortrød, at han ikke var begyndt med mig. "Det havde ikke nyttet noget" sagde jeg bare. Men jeg havde det største mas med at blive af med ham. Jeg har aldrig truffet nogen der var så påtrængende; men morsom var han, det kan ikke nægtes. Når man går ene dame rundt i Paris, tror mange mænd, at man er ude på et eventyr. Det fik jeg at føle flere gange.